På gulvet sad en skikkelse, tynd og lang, som når et barn tegner med
griffel på tavlen noget, der skal ligne et menneske; en eneste tynd streg
er legemet; en streg og én til er armene; benene er også hver kun en
streg. Hovedet en mangekant.
Snart blev skikkelsen tydeligere, den fik en slags kjoletøj, meget
tyndt, meget fint, men det viste, at den hørte til hunkønnet.
Jeg hørte en summen. Var det hende eller vinden, der summede
som bremse i rudesprækken.
Nej, det var hende selv, fru Tandpine! Hendes forfærdelighed Sata-
nia infernalis, Gud frie og bevare os fra hendes besøg.