»Her er godt at være!« summede hun. »Her er godt kvarter! Sum-
pet grund, mosegrund. Her har myggene summet med gift i brodden,
nu har jeg brodden. Den må hvæsses på mennesketænder. De skinner
så hvide på ham her i sengen. De har trodset sødt og surt, hedt og
koldt, nøddeskal og blommesten! Men jeg skal rokke dem, blokke
dem, gøde roden med trækvind, give dem fodkoldt!«
Det var en forfærdelig tale, en forfærdelig gæst.
»Nå, så du er digter!« sagde hun. »Ja jeg skal digte dig op i alle
pinens versemål! Jeg skal give dig jern og stål i kroppen, få tråd i alle
dine nervetråde!«
Det var som gik der en gloende syl ind i kindbenet; jeg vred og
vendte mig.