丹麦语安徒生童话之牙痛姑妈21

»Et udmærket tandværk!« sagde hun. »Et orgel at spille på. Mund-
harpekoncert, storartet, med pauker og trompeter, fløjte piccolo, basun
i visdomstanden. Stor poet, stor musik!«
Jo hun spillede op og forfærdelig så hun ud, selv om man ikke så
mere af hende end hånden, den skyggegrå, iskolde hånd med de lange,
syletynde fingre; hver af dem var et pinselsredskab: Tommeltot og
slikkepot havde knivtang og skrue, langemand endte i en spids syl,
guldbrand var vridbor og lillefinger sprøjte med myggegift.
»Jeg skal lære dig versemål!« sagde hun. »Stor digter skal have stor
tandpine, lille digter lille tandpine!«
»O lad mig være lille!« bad jeg. »Lad mig slet ikke være! Og jeg er
ikke poet, jeg har kun anfald af at digte, anfald som af tandpine! Far
hen! Far hen!«