Bud blev sendt til alle verdens lande, til alle slotte og herregårde, til
alle velstående og glade mennesker, men når man rigtig frittede ud,
havde dog hver af dem prøvet sorg og savn.
»Det har jeg ikke!« sagde svinehyrden, der sad på grøften, lo og
sang. »Jeg er det lykkeligste menneske!«
»Giv os da din skjorte,« sagde de udsendte. »Den skal du få betalt
med et halvt kongerige.«
Men han havde ingen skjorte, og kaldte sig dog det lykkeligste
menneske.
»Det var en fin karl!« råbte Have-Ole, og han og hans hustru lo,
som de ikke havde leet i år og dag.