丹麦语安徒生童话之园丁和主人1

 
En mils vej fra hovedstaden stod en gammel herregård med tykke
mure, tårne og takkede gavle.
Her boede, men dog kun i sommertiden, et rigt, højadeligt herskab;
denne gård var den bedste og smukkeste af alle de gårde, det ejede;
den stod som nystøbt udenpå, og med hygge og bekvemmelighed
indeni. Slægtens våben var hugget i sten over porten, dejlige roser
slyngede sig om våben og karnap, et helt græstæppe bredte sig ud
foran gården; der var rødtjørn og hvidtjørn, der var sjældne blomster,
selv uden for drivhuset.
Herskabet havde også en dygtig gartner; det var en lyst at se blom-
sterhaven, frugt- og køkkenhaven. Og til denne var endnu en rest af
gårdens oprindelige gamle have med nogle buksbomhække, beklip-
pede så at de dannede kroner og pyramider. Bag disse stod to mægtige
gamle træer; de var altid næsten bladløse, og man kunne let falde på at
tro, at en stormvind eller en skypumpe havde strøet dem over med
store klumper gødning, men hver klump var en fuglerede.