丹麦语安徒生童话之园丁和主人2

Her byggede fra umindelige tider en vrimmel skrigende råger og
krager; det var en hel fugleby, og fuglene var herskabet, ejendoms-
besidderne, herresædets ældste slægt, det egentlige herskab på gården.
Ingen af menneskene dernede kom dem ved, men de tålte disse lavt
stående skabninger, uagtet disse imellem knaldede med bøsse, så det
krillede i fuglenes rygrad, så at hver fugl fløj op derved i forskrækkelse
og skreg: »Rak! Rak!«
Gartneren talte tit til sit herskab om at lade fælde de gamle træer, de
så ikke godt ud, og kom de bort blev man rimeligvis fri for de skrigende
fugle, de ville søge andetsteds hen. Men herskabet ville hverken af med
træerne eller med fuglevrimlen, det var noget, gården ikke kunne miste,
det var noget fra den gamle tid, og den skulle man ikke aldeles slette ud.
»De træer er nu fuglenes arvegods, lad dem beholde det, min gode
Larsen!«