丹麦语安徒生童话之园丁和主人13

I efteråret blev det en forfærdelig storm; den tog til ud på natten, så
voldsomt, at mange store træer i udkanten af skoven blev rykket op
med rod, og til stor sorg for herskabet, sorg, som de kaldte det, men
til glæde for gartneren, blæste de to store træer om med alle fugle-
rederne. Man hørte i stormen rågers og kragers skrig, de slog med
vingerne på ruderne, sagde folkene på gården.
»Nu er De da glad, Larsen!« sagde herskabet. »Stormen har fældet
træerne, og fuglene har søgt til skoven. Her er ikke mere syn af gam-
mel tid; hvert tegn og hver hentydning er borte! Os har det bedrøvet!«
Gartneren sagde ikke noget, men han tænkte på, hvad han længe
havde tænkt, ret at benytte den prægtige solskinsplads, han før ikke
rådede over, den skulle blive til havens pryd og herskabets glæde.
De store omblæste træer havde kvast og knust de ældgamle buks-
bomhække med hele deres udklipning. Han rejste her en tykning af
vækster, hjemlandsplanter fra marken og skoven.