丹麦安徒生童话之小意达的花儿7

»Det var morsomt!« sagde den lille Ida og lo.
»Er det at bilde barnet sådan noget ind!« sagde den kedelige kan-
celliråd, der var kommet i visit og sad i sofaen; han kunne slet ikke lide
studenten og gnavede alletider, når han så ham klippe de løjerlige,
morsomme billeder: Snart en mand, der hang i en galge og holdt et
hjerte i hånden, for han var en hjertetyv, snart en gammel heks, der red
på en kost og havde sin mand på næsen; det kunne kancelliråden ikke
lide, og så sagde han, ligesom nu: »Er det noget at bilde barnet ind!
det er den dumme fantasi!«

Men den lille Ida syntes dog, det var så morsomt, hvad studenten
fortalte om hendes blomster, og hun tænkte så meget derpå. Blom-
sterne hang med hovedet, fordi de var trætte af at danse hele natten,
de var bestemt syge. Så gik hun med dem hen til alt sit andet legetøj,
der stod på et pænt lille bord, og hele skuffen var fuld af stads. I
dukkesengen lå hendes dukke, Sofie, og sov, men den lille Ida sagde til
hende: »Du må virkelig stå op, Sofie, og tage til takke med at ligge i
skuffen i nat, de stakkels blomster er syge, og så må de ligge i din seng,
måske de da bliver raske!« og så tog hun dukken op, men den så så
tvær ud og sagde ikke et eneste ord, for den var vred, fordi den ikke
måtte beholde sin seng.