丹麦安徒生童话之小意达的花儿10

»Nu danser vist alle blomsterne derinde!« sagde hun, »o Gud, hvor
jeg dog gerne ville se det!« men hun turde ikke stå op, for så vækkede
hun sin fader og moder. »Bare de dog ville komme herind!« sagde
hun; men blomsterne kom ikke og musikken vedblev at spille så nyde-
ligt, da kunne hun slet ikke lade være, for det var alt for dejligt, hun
krøb ud af sin lille seng og gik ganske sagte hen til døren og kiggede
ind i stuen. Nej, hvor det var morsomt, hvad hun fik at se.
Der var slet ingen natlampe derinde, men alligevel ganske lyst,
månen skinnede gennem vinduet midt ind på gulvet! Det var næsten
ligesom det kunne være dag. Alle hyacinterne og tulipanerne stod i to
lange rækker på gulvet, der var slet ingen flere i vinduet, der stod
tomme potter; nede på gulvet dansede alle blomsterne så nydeligt
rundt om hinanden, gjorde ordentlig kæde og holdt hverandre i de
lange grønne blade, når de svingede rundt. Men henne ved klaveret
sad en stor, gul lilje, som lille Ida bestemt havde set i sommer, for hun
huskede godt, studenten havde sagt: »Nej, hvor den ligner frøken
Line!« men da lo de alle sammen ad ham; men nu syntes virkelig Ida
også, at den lange, gule blomst lignede frøkenen, og den bar sig også
ligesådan ad med at spille, snart lagde den sit aflange, gule ansigt på
den ene side, snart på den anden, og nikkede takten til den dejlige
musik. Slet ingen mærkede den lille Ida. Nu så hun en stor, blå krokus
hoppe midt op på bordet, hvor legetøjet stod, gå lige hen til dukkes-
engen og trække gardinerne til side, der lå de syge blomster, men de
rejste sig straks op og nikkede ned til de andre, at de også ville med at
danse. Den gamle røgmand, som underlæben var brækket af, stod op
og bukkede for de pæne blomster, de så slet ikke syge ud, de hoppede
ned mellem de andre og var så fornøjede.