丹麦安徒生童话之小意达的花儿12

Voksdukken på fastelavnsriset blev lige med ét stor og lang, snur-
rede sig rundt ovenover papirblomsterne og råbte ganske højt: »Er
det at bilde barnet sådan noget ind! det er den dumme fantasi!« og så
lignede voksdukken ganske akkurat kancelliråden med den brede hat,
så lige så gul og gnaven ud; men papirblomsterne slog ham om de
tynde ben, og så krøb han sammen igen og blev en lille bitte voks-
dukke. Det var så morsomt at se! den lille Ida kunne ikke lade være at
le. Fastelavnsriset blev ved at danse, og kancelliråden måtte danse
med, det hjalp ikke, enten han gjorde sig stor og lang eller blev den
lille, gule voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre blom-
ster for ham, især de, der havde ligget i dukkesengen, og så lod faste-
lavnsriset være. I det samme bankede det ganske stærkt inde i skuffen,
hvor Idas dukke, Sofie, lå ved så meget andet legetøj; røgmanden løb
hen til kanten af bordet, lagde sig langs ud på sin mave og fik skuffen
en lille smule trukket ud. Der rejste Sofie sig op, og så ganske forun-
dret rundt omkring. »Her er nok bal!« sagde hun; »hvorfor er der
ingen, der har sagt mig det!«