丹麦安徒生童话之拇指姑娘8

I det samme kom der en stor oldenborre flyvende, den fik hende at
se og i øjeblikket slog den sin klo om hendes smækre liv og fløj op i
træet med hende, men det grønne blad svømmede ned ad åen og
sommerfuglen fløj med, for han var bundet til bladet og kunne ikke
komme løs.
Gud, hvor den stakkels Tbmmelise blev forskrækket, da oldenbor-
ren fløj op i træet med hende, men hun var dog allermest bedrøvet for
den smukke, hvide sommerfugl, hun havde bundet fast til bladet; der-
som han nu ikke kunne komme løs, måtte han jo sulte ihjel. Men det
brød oldenborren sig ikke noget om. Den satte sig med hende på det
største, grønne blad i træet, gav hende det søde af blomsterne at spise
og sagde, at hun var så nydelig, skønt hun slet ikke lignede en olden-
borre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i træet, og
gjorde visit; de så på Tommelise, og frøken-oldenborrerne trak på
følehornene og sagde: »Hun har dog ikke mere end to ben, det ser
ynkeligt ud.« »Hun har ingen følehorn!« sagde de.