丹麦安徒生童话之拇指姑娘9

»Hun er så smæk-
ker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! Hvor hun er styg!«
sagde alle hun-oldenborrerne, og så var Tbmmelise dog så nydelig!
Det syntes også den oldenborre, som havde taget hende, men da alle
de andre sagde, hun var hæslig, så troede han det til sidst også og ville
slet ikke have hende; hun kunne gå, hvor hun ville. De fløj ned af træet
med hende og satte hende på en gåseurt; der græd hun, fordi hun var
så styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og så var hun dog den
dejligste, man kunne tænke sig, så fin og klar som det skønneste
rosenblad.
Hele sommeren igennem levede den stakkels Tommelise ganske
alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af græsstrå og hængte
den under et stort skræppeblad, så kunne det ikke regne på hende; hun
pillede det søde af blomsterne og spiste, og drak af duggen, der hver
morgen stod på bladene; således gik sommer og efterår, men nu kom
vinteren, den kolde, lange vinter.