丹麦安徒生童话之拇指姑娘10

Alle fuglene, der havde sunget så
smukt for hende, fløj deres vej, træerne og blomsterne visnede, det
store skræppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og blev kun
en gul, vissen stilk, og hun frøs så forskrækkeligt, for hendes klæder
var itu og hun var selv så fin og lille, den stakkels Tommelise, hun
måtte fryse ihjel. Det begyndte at sne og hver snefnug, der faldt på
hende var, som når man kaster en hel skuffe fuld på os, thi vi er store
og hun var kun en tomme lang. Så svøbte hun sig ind i et vissent blad,
men det ville ikke varme, hun rystede af kulde.
Tæt uden for skoven, hvor hun nu var kommet, lå en stor kornmark,
men kornet var for længe siden borte, kun de nøgne, tørre stubbe stod
op af den frosne jord.