丹麦安徒生童话之拇指姑娘13

så blev muldvarpen forliebt i hende, for den smukke
stemmes skyld, men han sagde ikke noget, han var sådan en sindig
mand. -
Han havde nylig gravet sig en lang gang gennem jorden fra sit til
deres hus, i den fik markmusen og Tommelise lov til at spadsere, når
de ville. Men han bad dem ikke blive bange for den døde fugl, som lå
i gangen, det var en hel fugl med fjer og næb, der vist var død for
ganske nylig, da vinteren begyndte, og nu gravet ned, just hvor han
havde gjort sin gang.
Muldvarpen tog et stykke trøske i munden, for det skinner jo lige-
som ild i mørke, og gik så foran og lyste for dem i den lange, mørke
gang; da de så kom, hvor den døde fugl lå, satte muldvarpen sin brede
næse mod loftet og støtte jorden op, så der blev et stort hul, som lyset
kunne skinne ned igennem.