丹麦安徒生童话之拇指姑娘14

Midt på gulvet lå en død svale, med de
smukke vinger trykket fast ned mod siderne, benene og hovedet truk-
ket ind under fjerene; den stakkels fugl var bestemt død af kulde. Det
gjorde Tommelise så ondt for den, hun holdt så meget af alle de små
fugle, de havde jo hele sommeren sunget og kvidret så smukt for
hende, men muldvarpen stødte til den med sine korte ben og sagde:
»Nu piber den ikke mere! det må være ynkeligt at blive født til en lille
fugl! Gud ske lov, at ingen af mine børn bliver det, sådan en fugl har
jo ingen ting uden sit kvivit og må sulte ihjel til vinteren!«
»Ja, det må I, som en fornuftig mand, nok sige,« sagde markmusen.
»Hvad har fuglen for al sit kvivit, når vinteren kommer? Den må sulte
og fryse; men det skal vel også være så stort!«