丹麦安徒生童话之拇指姑娘15

Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre vendte ryggen til
fuglen, bøjede hun sig ned, skød fjerene til side, der lå over dens
hoved, og kyssede den på de lukkede øjne. »Måske var det den, som
sang så smukt for mig i sommer!« tænkte hun, »hvor den skaffede mig
megen glæde, den kære, smukke fugl!«
Muldvarpen stoppede nu hullet til, som dagen skinnede igennem,
og fulgte så damerne hjem. Men om natten kunne Tommelise slet ikke
sove, så stod hun op af sin seng og flettede af hø et stort smukt tæppe,
og det bar hun ned og bredte rundt om den døde fugl, lagde blød
bomuld, hun havde fundet i markmusens stue, på siderne af fuglen, for
at den kunne ligge varmt i den kolde jord.