丹麦安徒生童话之拇指姑娘16

»Farvel du smukke, lille fugl!« sagde hun, »farvel og tak for din
dejlige sang i sommer, da alle træerne var grønne og solen skinnede så
varmt på os!« Så lagde hun sit hoved op til fuglens bryst, men blev i
det samme ganske forskrækket, thi det var ligesom noget bankede der
indenfor. Det var faglens hjerte. Fuglen var ikke død, den la i dvale, og
var nu blevet opvarmet og fik liv igen.
Om efteråret så flyver alle svalerne bort til de varme lande, men er
der én der forsinker sig, så fryser den således, at den falder ganske død
ned, bliver liggende, hvor den falder, og den kolde sne lægger sig
ovenover.