丹麦安徒生童话之拇指姑娘17

Tbmmelise rystede ordentligt, så forskrækket var hun blevet, for
fuglen var jo en stor, stor en imod hende, der kun var en tomme lang,
men hun tog dog mod til sig, lagde bomulden tættere om den stakkels
svale, og hentede et krusemynteblad, hun selv havde haft til overdyne,
og lagde det over fuglens hoved.
Næste nat listede hun sig igen ned til den, og da var den ganske
levende, men så mat, den kunne kun et lille øjeblik lukke sine øjne op
og se Tommelise, der stod med et stykke trøske i hånden, for anden
lygte havde hun ikke.
»Tak skal du have, du nydelige, lille barn!« sagde den syge svale til
hende, »jeg er blevet så dejlig opvarmet! snart får jeg mine kræfter og
kan flyve igen, ude i det varme solskin!«