丹麦安徒生童话之拇指姑娘18

»O!« sagde hun, »det er så koldt udenfor, det sner og fryser! bliv du
i din varme seng, jeg skal nok pleje dig!«
Hun bragte da svalen vand i et blomsterblad, og den drak og fortalte
hende, hvorledes den havde revet sin ene vinge på en tornebusk og
kunne derfor ikke flyve så stærkt, som de andre svaler, som da fløj bort,
langt bort til de varme lande. Den var da til sidst faldet ned på jorden,
men mere kunne den ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var
kommet her.
Hele vinteren blev den nu hernede og Tommelise var god imod den
og holdt så meget af den; hverken muldvarpen eller markmusen fik det
mindste at vide derom, for de kunne jo ikke lide den stakkels fattige
svale.