丹麦安徒生童话之拇指姑娘19

Så snart foråret kom og solen varmede ind i jorden, sagde svalen
farvel til Tommelise, der åbnede hullet, som muldvarpen havde gjort
ovenover. Solen skinnede så dejligt ind til dem, og svalen spurgte, om
hun ikke ville følge med, hun kunne sidde på dens ryg, de ville flyve
langt ud i den grønne skov. Men Tommelise vidste, det ville bedrøve
den gamle markmus, om hun således forlod hende.
»Nej, jeg kan ikke!« sagde Tbmmelise. »Farvel, farvel! Du gode,
nydelige pige!« sagde svalen og fløj ud i solskinnet. Tommelise så efter
den, og vandet kom i hendes øjne, for hun holdt så meget af den
stakkels svale.