Da det nu blev efterår havde Tommelise hele sit udstyr færdigt.
»Om fire uger skal du have bryllup!« sagde markmusen til hende. Men
Tbmmelise græd og sagde, hun ville ikke have den kedelige muldvarp.
»Snik snak!« sagde markmusen, »gør dig ikke obsternasig, for el-
lers skal jeg bide dig med min hvide tand! Det er jo en dejlig mand, du
får! hans sorte fløjlspels har dronningen selv ikke mage til! Han har
både i køkken og kælder. Tak du Gud for ham!«
Så skulle de have bryllup. Muldvarpen var allerede kommet, for at
hente Tommelise; hun skulle bo med ham dybt nede under jorden,
aldrig komme ud i den varme sol, for den kunne han ikke lide. Det
stakkels barn var så bedrøvet, hun skulle nu sige den smukke sol farvel,
som hun dog hos markmusen havde fået lov at se på i døren.