丹麦安徒生童话之拇指姑娘26

»Det var dejligt!« sagde hun, og klappede med de små hænder.
Der lå en stor, hvid marmorsøjle, som var faldet om på jorden og
knækket i tre stykker, men mellem disse voksede de smukkeste hvide
blomster. Svalen fløj ned med Tommelise og satte hende på et af de
brede blade; men hvor forundret blev hun ikke! der sad en lille mand
midt i blomsten, så hvid og gennemsigtig, som han var af glas; den
nydeligste guldkrone havde han på hovedet og de dejligste klare vin-
ger på skuldrene, selv var han ikke større end Tommelise. Han var
blomstens engel. I hver blomst boede der sådan en lille mand eller
kone, men denne var konge over dem alle sammen.