丹麦安徒生童话之旅伴16

Solen var allerede højt oppe, da de satte dem under et stort træ, for
at spise deres frokost; i det samme kom der en gammel kone. O, hun
var så gammel og gik ganske krum, støttede sig på en krykkestok, og
havde på sin ryg et knippe brænde, som hun havde samlet sig i skoven.
Hendes forklæde var hæftet op, og Johannes så, at tre store ris af
bregner og pilekviste stak ud fra det. Idet hun var ganske nær ved dem,
gled hendes ene fod, hun faldt om og gav et højt skrig, for hun havde
brækket sit ben, den stakkels kone.
Johannes ville straks, at de skulle bære hende hjem, hvor hun boede,
men den fremmede lukkede sin ransel op, tog en krukke frem, og
sagde, at han havde her en salve, der straks kunne gøre hendes ben helt
og raskt, så at hun selv kunne gå hjem, og det som om hun aldrig havde
brækket benet. Men derfor ville han også, at hun skulle forære ham de
tre ris, hun havde i sit forklæde.