丹麦安徒生童话之旅伴18

Så gik de endnu et godt stykke.
»Nej, hvor det trækker op!« sagde Johannes, og pegede ligefrem;
»det er nogle forskrækkelige tykke skyer!«
»Nej,« sagde rejsekammeraten, »det er ikke skyer, det er bjergene.
De dejlige, store bjerge, hvor man kommer helt op over skyen i den
friske luft! Det er herligt, kan du tro! I morgen er vi vist så langt ude
i verden!«
Det var ikke så nær ved, som det så ud; de brugte en hel dag at gå,
før de kom til bjergene, hvor de sorte skove voksede lige op mod
himlen, og hvor der var sten lige så store som en hel by; det ville
rigtignok blive en svær tur at komme der helt over, men derfor gik
også Johannes og rejsekammeraten ind i et værtshus, for at hvile sig
godt og samle kræfter til marchen i morgen.