丹麦安徒生童话之旅伴22

Lige så snart dukken var smurt, blev den straks hel igen, ja den kunne endogså selv
røre alle sine lemmer, man behøvede slet ikke at trække i snoren;
dukken var som et levende menneske, på det nær at den ikke kunne
tale. Manden, som havde det lille dukketeater, blev så fornøjet, nu
behøvede han slet ikke at holde på den dukke, den kunne jo danse af
sig selv. Det var der ingen af de andre der kunne.
Da det siden blev nat, og alle folk i værtshuset var gået i seng, var
der en, der sukkede så forskrækkelig dybt, og blev så længe ved, så de
alle sammen stod op, for at se hvem det kunne være.