丹麦安徒生童话之旅伴23

Manden, der havde gjort komedie, gik hen til sit lille teater, for det var derinde,
at nogen sukkede. Alle trædukkerne lå imellem hinanden, kongen og
alle drabanterne, og det var dem, som sukkede så ynkeligt og stir-
rede med deres store glasøjne, for de ville så gerne blive smurt lidt
ligesom dronningen, at de også kunne komme til at røre sig af sig
selv. Dronningen lagde sig lige ned på sine knæ, og rakte sin dejlige
guldkrone i vejret, mens hun bad: »tag kun den, men smør min
gemal og mine hoffolk!« Da kunne den stakkels mand, der ejede
komedien og alle dukkerne, ikke lade være at græde, for det gjorde
ham virkelig så ondt for dem; han lovede straks rejsekammeraten, at
han ville give ham alle de penge, han fik for sin komedie næste aften,
når han bare ville smøre fire, fem af hans pæneste dukker; men rejse-
kammeraten sagde, at han forlangte slet ikke andet, end den store
sabel, han havde ved sin side, og da han fik den, smurte han seks
dukker, der straks dansede og det så nydeligt, at alle pigerne, de
levende menneskepiger, som så derpå, gav sig til at danse med.