丹麦安徒生童话之旅伴24

Ku-
sken og kokkepigen dansede, tjeneren og stuepigen, alle de frem-
mede, og ildskuffen og ildklemmen; men de to faldt om, lige idet de
gjorde de første spring, - jo det var en lystig nat. -
Næste morgen gik Johannes med sin rejsekammerat bort fra dem
alle sammen, og op ad de høje bjerge, og igennem de store granskove.
De kom så højt op, at kirketårnene dybt under dem til sidst så ud som
små røde bær, nede i alt det grønne, og de kunne se så langt bort,
mange, mange mil, hvor de aldrig havde været! - Så meget smukt af
den dejlige verden havde Johannes aldrig før set på én gang, og solen
skinnede så varmt fra den friske blå luft, han hørte også jægerne blæse
på valdhorn inde mellem bjergene, så smukt og velsignet, at han fik
vand i øjnene af glæde, og kunne ikke lade være at sige: »Du gode vor
Herre! jeg kunne kysse dig, fordi du er så god mod os alle sammen, og
har givet os al den dejlighed, der er i verden!«