丹麦安徒生童话之旅伴25

Rejsekammeraten stod også med foldede hænder, og så ud over
skoven og byerne, i det varme solskin. I det samme klang det forun-
derligt dejligt over deres hoveder, de så op i vejret: en stor, hvid svane
svævede i luften; den var så smuk, og sang, som de aldrig før havde
hørt nogen fugl synge; men det blev mere og mere svagt, den bøjede
sit hoved og sank ganske langsomt ned for deres fødder, hvor den lå
død, den smukke fugl.
»To så dejlige vinger,« sagde rejsekammeraten, »så hvide og store,
som de, fuglen har, er penge værd, dem vil jeg tage med mig! kan du
nu se, at det var godt, jeg fik en sabel!« og så huggede han med ét slag
begge vinger af den døde svane, dem ville han beholde.