De rejste nu mange, mange mil frem over bjergene, til de til sidst
foran dem så en stor stad, med over hundrede tårne, der skinnede som
sølv i solskinnet; midt i byen var et prægtigt marmorslot, tækket med
det røde guld, og her boede kongen.
Johannes og rejsekammeraten ville ikke straks gå ind i byen, men
blev i værtshuset udenfor, at de kunne pynte sig, thi de ville se pæne
ud, når de kom på gaden. Værten fortalte dem, at kongen var sådan en
god mand, der aldrig gjorde noget menneske noget, hverken det ene
eller det andet, men at hans datter, ja Gud bevare os! det var en slem
prinsesse. Dejlighed havde hun nok af, ingen kunne være så smuk og
nydelig, som hun, men hvad hjalp det, hun var en slem, ond heks, der
var skyld i, at så mange dejlige prinser havde mistet deres liv. -