»Den hæslige prinsesse!« sagde Johannes, »hun skulle virkelig have
ris, det kunne hun have godt af. Bare jeg var den gamle konge, hun
skulle nok komme til at spytte røde grise!«
I det samme hørte de folk udenfor råbe hurra. Prinsessen kom
forbi, og hun var virkelig så dejlig, at alle folk glemte, hvor ond hun
var, derfor råbte de hurra. Tolv dejlige jomfruer, alle sammen i hvide
silkekjoler, og med en guldtulipan i hånden, red på kulsorte heste ved
siden af hende; prinsessen selv havde en kridhvid hest, pyntet med
diamanter og rubiner, hendes ridedragt var af det pure guld, og pi-
sken, hun havde i hånden, så ud, som den var en solstråle; guldkronen
på hovedet var ligesom små stjerner oppe fra himlen, og kåben var syet
af over tusinde dejlige sommerfuglevinger; alligevel var hun meget
smukkere, end alle hendes klæder.