Da Johannes fik hende at se, blev han så rød i sit ansigt, som et
dryppende blod, og han kunne knap sige et eneste ord; prinsessen så
jo ganske ud, som den dejlige pige med guldkrone på, han havde
drømt om den nat, hans fader var død. Han fandt hende så smuk, og
kunne ikke lade være at holde så meget af hende. Det var bestemt ikke
sandt, sagde han, at hun kunne være en ond heks, der lod folk hænge
eller halshugge, når de ikke kunne gætte, hvad hun forlangte af dem.
»Enhver har jo lov at fri til hende, endogså den fattigste stodder, jeg
vil virkelig gå op på slottet! for jeg kan ikke lade være!«