De sagde alle sammen, at det skulle han ikke gøre, det ville bestemt
gå ham, ligesom alle de andre. Rejsekammeraten rådede ham også
derfra, men Johannes mente, det gik nok godt, børstede sine sko og
sin kjole, vaskede ansigt og hænder, kæmmede sit smukke, gule hår, og
gik så ganske alene ind til byen og op på slottet.
»Kom ind!« sagde den gamle konge, da Johannes bankede på dø-
ren. -Johannes lukkede op, og den gamle konge, i slåbrok og brode-
rede tøfler, kom ham i møde, guldkronen havde han på hovedet, scep-
teret i den ene hånd og guldæblet i den anden. »Bi lidt!« sagde han, og
fik æblet op under armen, for at kunne række Johannes hånden. Men
så snart han fik at høre, det var en frier, begyndte han således at græde,
at både scepter og æble faldt på gulvet, og han måtte tørre øjnene i sin
slåbrok. Den stakkels gamle konge.