丹麦语安徒生童话之雏菊2

Den lille gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor helligdag,
og så var det dog en mandag; alle børn var i skole; mens de sad på deres
bænke og lærte noget, sad den på sin lille stilk og lærte også af den
varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at
den lille lærke sang så tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed følte; og
gåseurten så med en slags ærbødighed op til den lykkelige fugl der
kunne synge og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke
kunne det. »Jeg ser og hører jo!« tænkte den, »solen skinner på mig og
vinden kysser mig! O, hvor jeg dog er blevet begavet!«