丹麦语安徒生童话之雏菊3

Inden for stakittet stod så mange stive, fornemme blomster; jo
mindre duft de havde, des mere knejsede de. Pæonerne blæste sig
op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen,
som gør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste kulører, og det
vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre kunne
se det. De lagde slet ikke mærke til den unge gåseurt udenfor, men
den så des mere på dem og tænkte: »Hvor de er rige og dejlige! Ja,
dem flyver vist den prægtige fugl ned til og besøger! Gud ske lov, at
jeg står så nær herved, så kan jeg dog få den stads at se!« og lige idet
den tænkte det, »kvirrevit!« der kom lærken flyvende, men ikke ned
til pæoner og tulipaner, nej, ned i græsset til den fattige gåseurt, der
blev så forskrækket af bare glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad
den skulle tænke.