丹麦语安徒生童话之雏菊4

Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: »Nej, hvor dog
græsset er blødt! og se, hvilken sød, lille blomst med guld i hjertet og
sølv på kjolen!« Den gule prik i gåseurten så jo også ud som guld, og
de små blade rundt om var skinnende hvide.
Så lykkelig som den lille gåseurt var, nej, det kan ingen begribe!
Fuglen kyssede den med sit næb, sang for den og fløj så igen op i den
blå luft. Det varede bestemt et helt kvarter, før blomsten kunne kom-
me sig igen. Halv undselig og dog inderlig fornøjet så den til blom-
sterne inde i haven; de havde jo set den ære og lyksalighed, der var
vederfaret hende, de måtte jo begribe, hvilken glæde det var; men
tulipanerne stod nok engang så stive som før, og så var de så spidse i
ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig.