丹麦语安徒生童话之雏菊5

Pæonerne var ganske
tykhovedede, bu! Det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde
gåseurten fået en ordentlig tiltale. Den stakkels lille blomst kunne nok
se, at de var ikke i godt humør, og det gjorde den så inderlig ondt. I det
samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv, så skarp og
skinnende, hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af
efter den anden. »Uh!« sukkede den lille gåseurt, »det var jo for-
skrækkeligt, nu er det forbi med dem!« Så gik pigen bort med tulipa-
nerne. Gåseurten var glad ved, at den stod ude i græsset og var en lille,
fattig blomst; den følte sig ret så taknemmelig, og da solen gik ned,
foldede den sine blade, sov ind og drømte hele natten om solen og den
lille fugl.