丹麦语安徒生童话之雏菊6

Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide
blade ligesom små arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stem-
me, men det var så sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lærke
havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur tæt ved
det åbne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang
om det unge, grønne korn på marken og om den dejlige rejse, den
kunne gøre på sine vinger højt op i luften. Den stakkels fugl var ikke
i godt humør, fanget sad den der i buret.
Den lille gåseurt ønskede så gerne at hjælpe, men hvorledes skulle
den bære sig ad dermed; ja, det var vanskeligt at hitte på. Den glemte
rent, hvor smukt alt stod rundt om, hvor varmt solen skinnede, og
hvor smukke hvide dens blade så ud; ak, den kunne kun tænke på den
fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gøre noget for.