丹麦语安徒生童话之雏菊8

»Nej, lad den sidde!« sagde den anden dreng, »den pynter så net!«
og så blev den siddende og kom med ind i buret til lærken.
Men den stakkels fugl klagede højt over sin tabte frihed og slog med
vingerne mod jerntrådene i buret; den lille gåseurt kunne ikke tale,
ikke sige et trøstende ord, ihvor gerne den ville. Således gik hele
formiddagen.
»Her er intet vand!« sagde den fangne lærke, »de er alle ude og har
glemt mig med en dråbe at drikke! Min hals er tør og brændende! Der
er ild og is inden i mig og luften er så tung! Ak, jeg må dø, fra det
varme solskin, fra det friske grønne, fra al den dejlighed, Gud har
skabt!« og så borede den sit lille næb ned i den kølige græstørv, for
derved at opfriskes lidt; da faldt dens øjne på gåseurten, og fuglen
nikkede til den, kyssede den med næbbet og sagde: