丹麦语安徒生童话之野天鹅4

Den stakkels lille Elisa stod i bondens stue og legede med et grønt
blad, andet legetøj havde hun ikke; og hun stak et hul i bladet, kiggede
derigennem op på solen, og da var det ligesom om hun så sine brødres
klare øjne, og hver gang de varme solstråler skinnede på hendes kind,
tænkte hun på alle deres kys.
Den ene dag gik ligesom den anden. Blæste vinden gennem de store
rosenhække uden for huset, da hviskede den til roserne: »Hvem kan
være smukkere end I?« Men roserne rystede med hovedet og sagde:
»Det er Elisa!« Og sad den gamle kone om søndagen i døren og læste
i sin salmebog, da vendte vinden bladene, og sagde til bogen: »Hvem
kan være frommere end du?« - »Det er Elisa!« sagde salmebogen, og
det var den rene sandhed, hvad roserne og salmebogen sagde.