Så satte hun skrubtudserne ud i det klare vand,
der straks fik en grønlig farve, kaldte på Elisa, klædte hende af, og lod
hende stige ned i vandet, og idet hun dukkede, satte den ene skrub-
tudse sig i hendes hår, den anden på hendes pande og den tredie på
brystet, men Elisa syntes slet ikke at mærke det; så snart hun rejste sig
op, flød der tre røde valmuer på vandet; havde dyrene ikke været
giftige og kysset af heksen, da var de blevet forvandlede til røde roser,
men blomster blev de dog, ved at hvile på hendes hoved og ved hendes
hjerte; hun var for from og uskyldig til at trolddommen kunne have
magt over hende.
Da den onde dronning så det, gned hun hende ind med valnød-
desaft, så hun blev ganske solbrun, strøg det smukke ansigt over med
en stinkende salve og lod det dejlige hår filtre sig; det var umuligt at
kende den smukke Elisa igen.