丹麦语安徒生童话之野天鹅7

Da derfor hendes fader så hende, blev han ganske forskrækket og
sagde, at det var ikke hans datter; ingen ville heller kendes ved hende,
uden lænkehunden og svalerne, men de var fattige dyr og havde ikke
noget at sige.
Da græd den stakkels Elisa og tænkte på sine elleve brødre, der alle
var borte. Bedrøvet listede hun sig ud af slottet, gik hele dagen over
mark og mose ind i den store skov. Hun vidste slet ikke, hvor hun ville
hen, men hun følte sig så bedrøvet og længtes efter sine brødre, de var
vist også, ligesom hun, jaget ud i verden, dem ville hun søge og finde.