丹麦语安徒生童话之野天鹅38

Hendes mund var stum, et eneste ord ville jo
skille hendes brødre ved livet, men i hendes øjne lå der en dyb kærlig-
hed til den gode, smukke konge, der gjorde alt for at glæde hende.
Med hele sit hjerte blev hun ham dag for dag mere god; o, at hun blot
turde betro sig til ham, sige ham sin lidelse! Men stum måtte hun
være, stum måtte hun fuldføre sit værk. Derfor listede hun sig om
natten fra hans side, gik ind i det lille lønkammer, der var smykket,
som hulen, og hun strikkede den ene panserskjorte færdig efter den
anden; men da hun begyndte på den syvende, havde hun ikke mere
hør.