丹麦语安徒生童话之野天鹅39

På kirkegården vidste hun de nælder groede, som hun skulle bruge,
men selv måtte hun plukke dem; hvorledes skulle hun komme derud.
»O, hvad er smerten i mine fingre mod den kval, mit hjerte lider!«
tænkte hun, »jeg må vove det! Vorherre vil ikke slå hånden af mig!«
Med en hjerteangst, som var det en ond gerning hun havde for, listede
hun sig, i den måneklare nat, ned i haven, gik gennem de lange alleer,
ud på de ensomme gader, hen til kirkegården. Der så hun, på en af de
bredeste ligstene sad en kreds lamier, hæslige hekse, de tog deres
pjalter af, som om de ville bade sig, og så gravede de med de lange,
magre fingre ned i de friske grave, tog ligene frem og åd deres kød.
Elisa måtte tæt forbi dem, og de fæstede deres onde øjne på hende,
men hun læste sin bøn, samlede de brændende nælder, og bar dem
hjem til slottet.