丹麦语安徒生童话之伊甸园45

Da vinkede feen og råbte så kærligt: »Følg mig! Følg mig!« og han
styrtede hen imod hende, glemte sit løfte, glemte det alt den første
aften, og hun vinkede og smilede. Duften, den krydrede duft rundt
om, blev mere stærk. Harperne tonede langt dejligere, og det var, som
de millioner smilende hoveder i salen, hvor træet groede, nikkede og
sang: »Alt bør man kende! Mennesket er Jordens herre.« Og det var
ikke længere blodige tårer, der faldt fra bladene på kundskabens træ,
det var røde, funklende stjerner, syntes han.