»Det er dejligt!« sagde de alle sammen, og den, som havde bragt
den kunstige fugl, fik straks titel af over-kejserlig-nattergale-bringer.
»Nu må de synge sammen, hvor det vil blive en duet!«
Og så måtte de synge sammen, men det ville ikke rigtig gå, thi den
virkelige nattergal sang på sin maner, og kunstfuglen gik på valser.
»Den har ingen skyld,« sagde spillemesteren; »den er særdeles takt-
fast og ganske af min skole!« Så skulle kunstfuglen synge alene. - Den
gjorde lige så megen lykke som den virkelige, og så var den jo også så
meget mere nydelig at se på: den glimrede som armbånd og brystnåle.