»Se, hvad der sidder endnu på det ækle, gamle juletræ!« sagde han
og trampede på grenene, så de knagede under hans støvler.
Og træet så på al den blomsterpragt og friskhed i haven, det så på
sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke krog på loftet; det
tænkte på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften og på de
små mus, der så glade havde hørt på historien om Klumpe-Dumpe.
»Forbi! Forbi!« sagde det stakkels træ. »Havde jeg dog glædet mig,
da jeg kunne! Forbi! Forbi!«