丹麦语安徒生童话之钟声1

Om aftenen i de snævre gader i den store by, når solen gik ned og
skyerne skinnede som guld oppe mellem skorstenene, hørte tit snart
den ene snart den anden en underlig lyd, ligesom klangen af en kirke-
klokke, men det var kun et øjeblik den hørtes, for der var sådan en
rumlen med vogne og sådan en råben og det forstyrrer. »Nu ringer
aftenklokken!« sagde man. »Nu går solen ned!«
De, som gik uden for byen, hvor husene lå længere fra hinanden
med haver og små marker, så aftenhimlen endnu prægtigere og hørte
langt stærkere klangen af klokken, det var som kom lyden fra en kirke
dybt inde i den stille, duftende skov; og folk så derhen, og blev ganske
højtidelige. -