丹麦语安徒生童话之钟声2

Nu gik mange tider, den ene sagde til den anden: »Mon der er en
kirke derude i skoven? Den klokke har dog en underlig, dejlig klang,
skulle vi ikke tage derud og se lidt nærmere på den.« Og de rige folk
de kørte og de fattige de gik, men vejen blev dem så underlig lang, og
da de kom til en hel del piletræer, der voksede ved udkanten af skoven,
så satte de sig der og så op i de lange grene og troede, at de var rigtigt
i det grønne; konditoren inde fra byen kom derud og slog sit telt op,
og så kom der nok en konditor og han hængte en klokke op lige over
sit telt, og det en klokke, som var tjæret for at kunne tåle regnen, og
knebelen manglede. Når så folk tog hjem igen, sagde de, at det havde
været så romantisk, og det betyder noget ganske uden for tevand. Tre
personer forsikrede, at de var trængt ind i skoven lige til hvor den
endte, og de havde altid hørt den underlige klokkeklang, men det var
dér for dem ligesom den kom inde fra byen; den ene skrev en hel vise
derom og sagde, at klokken klang som en moders stemme til et kært,
klogt barn, ingen melodi var dejligere end klokkens klang.