丹麦语安徒生童话之钟声10

Nu gik solen ned, luften skinnede rød som ild, det blev så stille, så
stille i skoven, og han sank på sine knæ, sang sin aftensalme og sagde:
»Aldrig finder jeg hvad jeg søger! Nu går solen ned, nu kommer nat-
ten, den mørke nat; dog én gang kan jeg måske endnu se den runde,
røde sol, før den ganske synker bag jorden; jeg vil stige op på klipperne
der, de rejser sig i højde med de største træer!«
Og han greb i ranker og rødder, klatrede op ad de våde sten, hvor
vandslangerne snoede sig, hvor skrubtudsen ligesom gøede ad ham; -
men op kom han før solen endnu ganske var nede, set fra denne højde,
o, hvilken pragt! Havet, det store, herlige hav, der væltede sine lange
bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham, og solen stod som et
stort, skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smel-
tede sammen i glødende farver, skoven sang og havet sang og hans
hjerte sang med; den hele natur var en stor, hellig kirke, hvori træer og
svævende skyer var pillerne, blomster og græs det vævede fløjlsklæde
og himlen selv den store kuppel.