丹麦语安徒生童话之妖山10

»Fødderne af fadet!« sagde den gamle trold, og så lystrede de,
men de gjorde det da ikke lige straks. Deres borddame kildrede de
med grankogler, som de havde med i lommen, og så trak de deres
støvler af for at sidde mageligt og gav hende støvlerne at holde, men
faderen, den gamle Dovre-trold, han var rigtignok ganske anderle-
des; han fortalte så dejligt om de stolte norske fjelde, og om fosser,
der styrtede skumhvide ned, med et bulder som tordenskrald og
orgelklang; han fortalte om laksen der sprang op mod de styrtende
vande, når nøkken spillede på guldharpe. Han fortalte om de skin-
nende vinternætter, når kanebjælderne klang og knøsene løb med
brændende blus hen over den blanke is, der var så gennemsigtig, at
de så fiskene blive bange under deres fødder. Jo han kunne fortælle,
så at man så og hørte hvad han sagde, det var ligesom savmøllerne
gik, som om karle og piger sang viser og dansede Hallinge-dans;
hussa! Lige med ét gav troldgubben den gamle elverpige et mor-
brodersmask, det var et ordentligt kys, og de var dog slet ikke i
familie.